Umiddelbart nord for Tranum Kirke er et familiegravsted fra Tranum Strandgård. Inden for et smedejernsgelænder findes seks gravsten med fuldstændigt ulæselige tekster. I 1929 forsøgte lokalhistorikeren P. Rønn Christensen at tyde teksterne. Det blev kun fragmentarisk, men ved at granske kirkebøgere er det nu blevet muligt at rekonstruere de personlige data på gravstenene. De seks gravsten dækker tre generationer i en periode fra 1795 til 1883: 

Lauritz Andersen Møller (1743-1796)

Bertel Møller (1751-1827)

Deres hustru: Euphemia Jacobe f. Hansen (1755-1831)

Deres svigermor: Madam Hedvig Johanne Hansen (1714-1795)

Jørgen Møller (1793-1883) - en datter: Euphemia Jacobi Møller (1832-1880)

Hans hustru: Oline Christine f. Hvid (1799-1838) - en søn: Lars Hvid Møller (1836-1838)

Tranum Strandgård og dens beboere er en historie, der satte handlen fra Tranum Strand på det erhvervspolitiske landkort. Skudehandlen på Norge blomstrede i 1700-tallet, men fik en brat ende i forbindelse med Napoleonskrigene og krigen mod England i begyndelsen af 1800-tallet. 

Handlen med Norge kendes sporadisk fra 1600-tallet, hvor herremanden på Bratskov købte tømmer til opførelse af en ny lade. Han kunne sælge korn og hjemføre tømmer i store mængder. Norge havde stort behov for landbrugsvarer, og Danmark behøvede tømmer, jern, tjære og andre produkter, fx slibesten. Handlen med Norge udviklede sig eksplosivt fra midten af 1700-årene. Fra hele kysten fra Klitmøller og Thorup Strand til Blokhus, Løkken og Kjul var der en trafik af de såkaldte sandskuder, der stod for vareomsætningen. Landbrugsvarer som korn, smør, flæsk, ost, røget og saltet kød, kornbrændevin og husflidsartikler blev udvekslet i de sydnorske byer. Desuden indhandledes kramvarer fra overøsiske handlere i de norske havne. Disse varer kunne bl.a. omsættes på Lerup Marked d. 9. september. 

Skuderne var for de flestes vedkommende bygget i Norge. De beskrives som klinkbyggede med trænagler, gerne af enetræ, der skulle give den største elasticitet. Skuderne var fladbundede med køl. Den gennemsnitlige størrelse var ca. 42 fod, dvs.14 m lange, 4,5 m brede og 1,5 m dybe med lønning. Skibene var sejlførende med tremands besætning. Lasteevnen var 25-30 tons korn. Det beskrives, at bådene trækkedes op på stranden som fiskerbåde, men det krævede 16-18 mands arbejde, hvorfor skuderne blev lastet og losset uden for revlerne ved såkaldte skibningsbåde. Skuderne blev kun trukket i land for vinteren. Ejerne var som regel partsredere. 

Skuderne var afgiftspligtige efter deres "drægtighed", dvs. lasteevne. Ved en kontrolopmåling af skuderne i Thisted Tolddistrikt i 1753, hvor Tranum Strand var beliggende i den østligste del, var der registreret i alt 22 skuder, hvoraf de tolv var hjemmehørende i Klitmøller. Det var i forbindelse med denne kontrolopmåling, vi fik kendskab til skuderne ved Tranum Strand. Tolderen i Thisted fik ret i sin mistanke om, at der blev snydt på "vægten". Det viste sig, at samtlige skuders lasteevne var alt for lavt beregnet. De fik et rap over fingrene, og vi fik oplysninger, om at Poul Møller havde to skuder ved Tranum Strand. Poul Møller, der nævnes som skudeejer, var godsforvalter på Bratskov, der helt fra 1600-tallet havde haft en vis interesse for norgeshandlen. I 1760 byggede Poul Møller et hus, "Møllers hus" i Ryttergabet, der formodentligt var udgangspunkt for skudehandlen og oprindelsen til Strandgården. Året efter solgte Poul Møller skuden "Håbet" til brødrene Erik og Just Mikkelsen. Desværre forliste skuden året efter uden for Christianssand. Alt gik tabt, men de tre besætningsmedlemmer blev reddet. En ny skude, "De fire Brødre", lider også søskade, men repareres og bliver til "De tre Brødre". I 1770 omtales et værelseshus og et pakhus ved Tranum Strand. Samme år får Poul Møller tilladelse til brændevinsbrænderi, og Strandgården ser nu ud til at tage form. 

Poul Møller har åbenbart held i handlen. I 1777 erhverver han herregården Skovsgård ved Hobro. Skudehandlen fortsættes af en bror, Palle Møller, der egentlig er bosat i Løgstør. Som medhjælper eller evt. bestyrer omtales en søstersøn, Lauritz Andersen Møller, der ved sit giftermål i 1781 opholder sig i Tranum Strandgård. Lauritz Møllers udkårne var en præstedatter fra Hals, Euphemia Jacobe Hansen. 

Ved Poul Møllers død i 1785 arver Lauritz Møller Strandgården, nogle huse, en skude og 3.000 rigsdaler i rentebærende kapital. I de følgende elleve år, som Lauritz Møller fik tilmålt på denne jord, blev han tilsmilet af held i forretningerne og på hjemmefronten. Ægteparret blev forældre til i alt ni børn, der alle blev voksne. 

Lauritz Møller døde i 1796 som en meget rig mand. Hans hustru, der arvede handelshuset, giftede sig året efter med sin svoger, Bertel Møller, der havde ejet Lundergård i Jetsmark Sogn. Bertel fortsatte i broderens fodspor i den sidste blomstrende periode indtil 1807, hvor englandskrigene mere eller mindre satte en stopper for handlen på Skagerrak. 

Kystboerne har fra gammel tid haft ry for at "malke den blå ko". Historierne er mange og dramatiske, grænsende til det fantasifulde. Det var naturligvis ulovligt at botanisere på stranden. Alt, der drev i land, var kongens ejendom og skulle sikres af strandfogeden og sælges på auktion. Dog må man formode, at et og andet i tidens løb er blevet reddet af strandboerne. I en decemberstorm i 1807 skete der en virkelig "god" stranding. Natten mellem 5. og 6. december strandede "William of London" ved Bulbjerg på vej til Riga med en kostbar last af manufakturvarer, cognac, rom og andre luksusvarer. Der er mange historier om denne stranding. Strandfogederne havde travlt med at bjærge det ilanddrevne, og mange har formodentligt "hjulpet til" og har reddet sit. Det fortælles, at Bertel Møller fyldte sin båd, der var trukket op på stranden for vinteren. Ved strandingsauktionen, der varede flere dage, opkøbte han en række varer, som han så - uden at nogen senere kunne få mistanke om noget ulovligt - kunne spæde op med de gemte varer i båden. 

Skudehandlen lå underdrejet til 1826, hvor der blev indgået en handelstraktat med Norge, som nu ikke længere var en del af Danmark. Bertel Møller overlevede økonomisk set ikke denne handelskrise. Han gik fallit i 1825, et par år før sin død. Det lykkedes stedsønnen, Jørgen Møller, at få en akkord sat i stand med kreditorerne, så Strandgården kom i Jørgen Møllers varetægt. Han blev boende på Strandgården indtil 1839. 

De to sidste skudehandlere i Tranum, Lars Nielsen Bonderup og Christian Kronborg, udgik fra Margrethegården i Tranum.