Lerup Kirke har altid ligget i ensom majestæt på et af de højeste punkter i Hanherred og lidt langt ude på landet, vil mange nok sige i nutiden. De lokale sagn vil vide, at den nuværende kirke har haft en forgænger på samme sted måske eller eventuelt som stavkirke bygget over selve kilden nede i Fosdalen eller som et primitivt kirkehus på kanten af Lien. 

På grund af manglende kildemateriale rummer selve kirkebygningen nogle spørgsmål, der er svære at besvare. Vi ved, at tårn og hvælv blev bygget i midten af 1400-tallet, og den sjældne skriftløse klokke fra dengang hænger stadig i tårnet - dengang var tårnrummet en del af selve kirkerummet og blev også overhvælvet, så hvordan går det til, at skibets vestlige del står uden hvælv? Vi ved det ikke, men måske har hvælvingen været der og er styrtet ned?

I skibets østlige fag er der kalkmalerier på hvælvet, der vurderes som nogle af de yngste i Danmark og måske efterreformatoriske. De består mest af rankeslyng, der givetvis skal henlede tankerne på Edens Have og mere og mindre skjult i rankerne er der 23 fugle, som man jo kan give sig til at finde, hvis præstens prædiken bliver for kedelig!
Desuden er der malet tre adelige våbenskjolde for Friiser, Banner og Gøyer, sikkert som udtryk for forskellige kirkeejere i 1500-tallet.

Altertavlen med temaet 'Stabat Mater' på lærredet er ikke den oprindelige. Den nuværende tavle tilhører stilarten bruskbarok, og er en af de få af slagsen nord for Limfjorden - den er givetvis kommet til, da forgængeren blev brøstfældig, men ingen ved længere, hvorfra den kom. Det er dog sandsynligt, at den kommer fra et kapel på en af egnens herregårde - den er et meget udtryksfyldt pragtstykke, hvor der øverst oppe er skåret et vredt og strengt ansigt i form af Gud som universets Herre - fra ansigtet går ligesom en linje ned gennem maleriets døde Kristus på korset, og denne linje ender i et olmt stirrende ansigt, der kun kan tolkes som 'den onde' selv. Budskabet er, at i kraft af sin korsdød har Kristus trådt djævelen under fod og afvendt Guds vrede og dom, og derfor handler tavlen ikke kun om Langfredags mørke, men peger frem mod Påskemorgens lys.

Den gamle alterkalk, der er skænket af et par gårdmænd i sognet, betegnes af eksperter som meget værdifuld.

I tårnets vestmur er indmuret en kvadersten, der formentlig har siddet i et af de to sidealtre, der blev nedbrudt ved reformationen. I denne sten er der et såkaldt relikviegemme eller helgengrav, der vil have rummet et eller andet med tilknytning til en speciel helgen - hvis den stammer fra højalteret noget med relation til Jesu mor, og i hvert fald dele af dette alter eksisterer stadig inde bag panelet.
En kvader i tårnets sydmur har indristet et symbol, der mest af alt minder om et spejlvendt hagekors. Der er sikkert tale om et af de ganske få tilfælde, hvor indvielseskors er ristet på sten.

Troligt er noget af tømmeret i tagkonstruktionen strandingsgods.

I kirken er ophængt en præstetavle, der fører præsterækken helt tilbage til Reformationen, men efter sigende skal der alligevel være et par stykker, der ikke er nævnt - der skal have været en morder iblandt og en, der levede et meget udsvævende liv - den første mistede hovedet, og den anden mistede kjole og krave.
Lerupgård ophørte med at være præstegård og blev solgt ca. år 1900, idet man gerne ville have præstegården mere centralt i pastoratet, der også består af Tranum og Koldmose sogne, men når det lille Lerup Sogn stadig er hovedsogn den dag i dag, så har det givetvis meget med den spændende historie at gøre.

Længe før Reformationen blev Lerup Kirke valfartskirke på grund af det helbredende vand i Frue Kilde, og helst skulle kilden frekventeres i tiden omkring Jomfru Mariæ navnedag, og også den trafik blev en del af Lerup Marked, der med tiden blev så udsvævende, at en præst sendte et nødråb til kongen om mord og galskab og om, hvordan de berusede bønder brugte kirken som stald og måske det, som værre var.
Markedet blev flyttet, men helt op i nutiden er der stadig folk, der går til kilden i septembers første del for at hente vand.

Kirken er nyrestaureret og før blev der sagt om den, at den var lys og venlig, men det er den blevet endnu mere.