BRATBJERGMANDEN – DEN KLOGE MAND

Chr. Jensen Mann 1876-1956

Tranum Sogn har fra 1730 haft et ubrudt dynasti af kloge mænd og – koner.

Den første mand i rækken var smeden i Bækken, Jacob Christensen. Hans speciale var benbrud, udslæt og åbne sår samt åreladning. Han havde følsomme fingre suppleret med selvkomponerede salver og smørelser. Alt til udvortes brug.

Slægtsrækken er som følger:

                              Jacob Christensen, praktiserede (1730-69)

                               Søren Jacobsen (1769-1825)

                               Jens Sørensen (1825-69)

                               Kristiane Jensen (1869-86)

                               Kristen Karl Jensen Mann (1886-99)

                               Christen Jensen Mann (1899-1956)

                               Sørine Kronborg Andersen (1956-2011)

De kloge mænd i Bækken var meget søgt, og praksis blomstrede nogenlunde i fred, indtil lægevæsenet holdt sit indtog i Han Herred i 1829, da Han Herreds lægedistrikt blev oprettet. Der gik kun et par år, inden distriktslægen med loven i hånd anklagede smeden i Bækken for kvaksalveri. Smeden blev idømt en bøde på 20 rigsdaler. Han var nu blevet opmærksom på Forordningen om Qvaksalvere af 5. september 1794. I § 6 åbnes der mulighed for at erhverve sig tilladelse til at praktisere for folk, der har erhvervet sig ’Kundskab og Duelighed’ i en del af lægekunsten. Vedkommende skal have amtmandens og lægens vidnesbyrd om duelighed, hvorefter Cancelliet træffer beslutning om autorisation.

Smeden i Bækken sendte en ansøgning bilagt anbefaling fra både amtmand og herredsfoged, men forgæves. Smeden fik ingen autorisation, men han fik bøden eftergivet og fortsatte i øvrigt sin praksis. Også hans datter, Kristiane i Bækken, søgte flere gange om autorisation. Hver gang blev den betinget af et kursus på et sygehus. Dette afslog Kristiane; der var ikke noget for hende at lære. Hun havde en solid viden, der både var nedarvet og tillært. Kristianes søn, Kristen Karl Jensen Mann, der boede i Bratbjerg, videreførte moderens gerning og blev den første Bratbjergmand. Med hans søn, Christen Jensen Mann, der var begyndt at praktisere i 1899, gik virksomheden ind i en ekspansiv fase. Det nye århundrede med den nye jernbane forøgede kundekredsen så meget, at det blev nødvendigt at åbne ’konsultationer’ i Brønderslev, Nørresundby, Fjerritslev og Løgstør.

 Bratbjergmanden, Chr. Jensen Mann.  

I lighed med forgængerne fik Chr. Jensen Mann af og til bøder for kvaksalveri. Første gang i 1902. Samme år ansøgte et stort antal af egnens beboere på hans vegne om tilladelse til at kurere for benbrud og åbne sår. Det blev afslået, og det samme var tilfældet i 1911, da Han Herreds Sognerådsforening efter en ny bøde ansøgte på hans vegne. Som sidste udvej forsøgte Chr. Jensen Mann i 1912 at anråbe selveste Majestæten, men igen afslag. Der er som bekendt højt til himlen og langt til Kongens København, så Bratbjergmanden praktiserede videre.

I 1926 var det nær gået galt. Den gang som nu sker det, at man først konsulterer ’Den kloge mand’, når alt andet er forsøgt. Således også i dette tilfælde: En lille pige i Nørresundby havde i længere tid været under behandling for et dårligt ben, og der blev talt om amputation. Forældrene henvendte sig i stedet til Bratbjergmanden, der prøvede forskellige omslag, men uden virkning. Benet måtte til sidst amputeres, men desværre for sent; pigen døde.

Der blev en voldsom pressestorm, og Bratbjergmanden blev anmeldt til politiet i henhold til Kvaksalveriloven af 5. sept. 1794, angiveligt for at have behandlet pigen for indvortes sygdom. Forseelsen blev ved underretten takseret til en bøde på 200 kr. Dommen blev imidlertid af den offentlige anklager anket til Landsretten, der skærpede straffen til en måneds simpelt fængsel.

Hermed var bolden givet op til en folkerejsning, som man næppe har set mage til siden bondeoprøret ved Husby Hole i 1441. D. 20. marts 1927 samledes 1200 mennesker til møde på Brovst Hotel under ledelse af fhv. folketingsmedlem Carl Sørensen og amtsrådsmedlem Niels Jensen, begge Øland. Mødet mundede ud i en resolution til justitsministeriet med krav om frifindelse, men forgæves. Bratbjergmanden begyndte afsoningen i Fjerritslev Arrest d. 1. oktober 1927.

Denne sag gav anledning til en avisstorm. Den menige befolkning oplevede denne dom som et overgreb fra autoriteternes side over for menigmand. Der blev foretaget en indsamling til en hædersgave, der skulle overdrages ved løsladelsen. Der indkom næsten 4.000 kr. - et betragteligt beløb (ca. 163.000 kr. i nutidens mønt).

På selve løsladelsesdagen d. 1. november var der planlagt store folkefester både i Fjerritslev og Brovst. Det gav de højere myndigheder betænkeligheder, hvorfor man besluttede at løslade fangen dagen inden, d. 31. oktober. Bratbjergmanden deltog naturligvis i begge fester og blev hyldet, som ingen Han Herredbo er blevet det hverken før eller siden.

Denne begivenhed bragte Han Herred ind på danmarkskortet. Blæksprutten havde en helsidestegning af begivenheden. Og ikke nok med det: Forfatteren Poul Sarauw skrev et filmmanuskript over hændelsen med titlen ’Den kloge Mand’. Filmen blev indspillet to gange: Første gang i 1937 med Carl Alstrup i hovedrollen og anden gang i 1956 med Osvald Helmuth. Filmen blev i 1994 vist i tv i forbindelse med fejringen af Osvald Helmuths 100-års fødselsdag.

Bratbjergmanden praktiserede i den periode, hvor de statsanerkendte sygekasser voksede frem, og hvor landet blev dækket af veluddannede praktiserende læger. Alle havde i princippet adgang til lægebehandling, men trods det bevarede Bratbjergmanden et trofast klientel både i Han Herred og i andre dele af landet. Der er vel få, som ikke kender eksempler på Bratbjergmandens ’knoglekunst’ og utallige har fået lindring ved salver til eksemer og smørelser til gigtplagede lemmer.

Bratbjergmandens datter, Sørine Kronborg Andersen, den sidste kloge kone, der i mange år var farens assistent, fører traditionen videre i en tid, hvor alternative behandlere har fået en renæssance. Sørine Kronborg Andersen er 7. generation af naturlæger, efter sigende den længste, ubrudte række i Europa, hvor nedarvede evner, opskrifter og erfaringer har fulgt slægten i 300 år.

Johan Skjoldborg (1861-1936)

Johan Skjoldborg, født 1861, var søn af en husmand og skomager i Øsløs. Hans højeste ønske var at blive skolelærer. Hjemmets økonomi var ikke til en seminarieuddannelse, men faderen fandt en løsning: Hans uddannelse skulle sættes på aktier. Der blev tegnet en livsforsikring på den beregnede omkostning af seminarieuddannelsen. Derefter blev der udstedt et antal aktier, som Skjoldborg gik rundt og solgte til godgørende personer. Aktierne skulle indløses, når han havde fået embede.
Skjoldborg blev optaget på Ranum Seminarium i 1878 og afsluttede uddannelsen i 1881. Hans første embede var som hjælpelærer ved Kollerup drengeskole. Det var økonomisk dårligt betalt, men han gik til gerningen med liv og sjæl. I 1883 giftede den 22-årige Skjoldborg sig med den 26 år ældre Dorothea Nielsen, der var lærerinde i Kollerup pigeskole. Dorthea Nielsen var et kultiveret menneske, velbevandret i litteratur og musik, og havde bl.a. været på Askov Højskole. Hun introducerede sin unge ægtemand til en litterær og diskussionslysten kreds i Fjerritslev, hvor Skjoldborg kunne lufte sine til tider flyvske meninger om verdens gang.

Skjoldborg fratrådte embedet i Kollerup Skole i 1884 og blev ’lærerindemand’ uden embede i de næste 5 år. Han benyttede tiden til at engagere sig i nogle af de mange bevægelser, der skyllede gennem samfundet: Skyttebevægelsen, Fredssagen og Afholdsbevægelsen. Det var også i denne periode, han begyndte sin foredragsvirksomhed og ikke mindst de første forsøg til et forfatterskab, der skulle komme til at få en afgørende betydning for husmændene. Hans egentlige forfatterdebut var i Folkets Almanak i årgang 1887 med en fortælling: "Et endeligt". I samme almanak var der indlæg af bl.a. Holger Drachmann, Henrik Pontoppidan og folkemindesamleren Evald Tang Kristensen. Så han var i fint selskab.
I 1889 lykkedes det ham endelig at få et embede. Det var en beskeden skole i Koldmosen med kun en have på ca. 1.000 m2. Det passede Skjoldborg fint; han mente ikke, han skulle gøre bruge sin kostbare tid på landbrug. Det måtte blive hustruens sag. Embedet var egentlig beregnet til en ugift lærer, men med Skjoldborg fik man også hans hustru, der nu var på pension. Med det nye lærerpar kom der nye tider til Koldmosen. Skjoldborg var en sand ildsjæl. Hans pædagogik gik i retning af friskolen med vægt på det talte ord. Dorothea støttede ham på enhver måde. Når han var optaget af andre gøremål kunne hun overtage undervisningen. Skjoldborg var aktiv på mangfoldige områder; han var bl.a. på vegne af Nationalmuseet aktiv i fredningen af fortidsminder, hvor han var med til at frede over 500 gravhøje. På hans ture i fredningssagen kom han i forbindelse med mange finurlige personer, hvorfor han fik et samarbejde med folkemindesamleren Evald Tang Kristensen. Lokalt oprettede han sammen med sin litteraturinteresserede hustru en Vandretaske med tidens nye litteratur.
Fra den første dag i Koldmosen solidariserede Skjoldborg sig med klittens folk. Han var selv søn af en husmand og kendte til det vindblæste område med havgus og sandflugt. Hans første roman, "En Stridsmand", med indledningsdigtet: "Du husmand, der ørker(dyrker) den stridige jord", bragte klittens folk ind i litteraturen. Romanen udkom i 1896. Det var en kamp at få den udgivet. Forlagene kunne ikke forestille sig, at der ville være læsere til en bog om husmænd. Med hjælp fra Aalborg Amtstidende lykkedes det som bekendt. I 1897 udkom husmandssangen "Når vinteren rinder i grøft og i grav" med omkvædet: "Med min hakke, min skovl og min spade". Husmandssagen var aktuel i 1890erne. I 1896 oprettedes den 1. Husmandsforening i Klim, og derefter gik det hurtigt med husmændenes organiseringslyst. Skjoldborg deltog i slutningen af 1890’erne i flere lærerkurser i København, ligesom han var en efterspurgt foredragsholder.
Dorotheas helbred var svigtende. I juni 1900 døde hun af diabetes og blev begravet på Kollerup kirkegård, hvor hendes mindesten er bevaret. Der står kort og godt: "Dorothea Skjoldborg. Hun var en trofast kvinde". Ingen data.
Skjoldborg opsagde embedet ved Koldmose skole med udgangen af 1901.
Skjoldborg har tillagt sig uvisnelig hæder ved at sætte et minde over klittens husmænd.